It´s not my middle finger 

– it´s my unicorn fist!

Jeg sidder her.

En ganske trist gråvejrsonsdag morgen præ-terapi.

(Det der terapi-halløj skal jeg nok komme nærmere ind på, på et senere tidspunkt, men kort sagt går jeg i gruppeterapi hver onsdag – det har jeg gjort et års tid nu og der er ca et år tilbage. Jeg gik også til psykolog 2 år forinden, mens jeg ventede på at starte i gruppeterapi. Og jeg skal sandsynligvis også gå til psykolog ud i fremtiden, fordi min hjerne åbenbart er så mørbanket gennem tiden, at der er kommet permanente ar, der skal tilses af en professionel occasionally. #DetMentalDetMentalDetGal, synger den kære Pusle – og det kan der være noget om.)

Det er ferie, og Julie og jeg er alene hjemme. Derfor bliver morgenen brugt på at pusle om hende. Energi-niveauet er lavt i tiden, men smart som jeg er, så har jeg på det seneste introduceret hende for de gode gamle tøsefilm, som vi kan “være sammen om”.

 

Jeg fungerer ikke altid så godt med “bare at se”.
Ligesom jeg ikke altid er så god til “bare at ligge” under en massage
(Det giver mig derfor næsten lige så meget ro i hovedet at give en massage, som at ).
Så jeg bad om lov til at skrive lidt samtidig.

 

The list
Så nu sidder vi her.
I nattøj og dyner.
Med rester fra morgenmaden på sofabordet og ser filmen: #TheFuckIt-list.

Og tankerne kører als immer.
Det går op for mig. at jeg faktisk, i flere år, har været i gang med at krydse af på min egen FuckIt-liste – helt uden at have lavet en reel (gennemtænkt) liste. Hvilket i sagens natur er lidt underligt set i lyset af, at jeg er kendt som en værre listepige. (Pøhø: På norsk: Listepike), der skriver lister i ét væk (som jeg sjældent holder mig til) fordi de giver en (falsk) følelse af det der’ns overblik jeg ikke rigtigt har.

 

Med angst som en temmelig irriterende, men persisterende, spiller på banen, har jeg flere gange måtte sige “Fuck it” og gøre lige præcist det jeg frygtede. Det jeg ikke umiddelbart havde lyst til – for ellers var jeg måske groet fast.

Lige her. På min sofa.

Med:

  • fedtet hår, 

  • slikpapir

  • tomt fastfood-emballage i bunkevis

  • et roligere nervesystem

  • Angsten som diktator

 

Men måske også uden:

  • familie

  • omgangskreds

  • arbejde

  • overskud

  • liv

 

Jeg kan godt frygte at dele for meget ud af mine ærlige tanker, her på bloggen, men FuckIt – jeg er træt af konstant at lade mig diktere af frygten for at blive (be-)dømt.
Så here it goes; en lille smule af det der tabuiserede crap jeg nok egentlig ikke behøvede at forurene nettet med. 

 

Engang, for længe, længe siden.
Det meste af min opvækst har jeg gået på æggeskaller, fordi jeg boede i et (bag facaderne) mindre (underdrivelsen her skal lige gøre det lidt lettere at dele) harmonisk hjem.
Der var så meget usikkerhed i hjemmet – så jeg lærte at være mere i kontrol m. noget ubevidst strategi, der hed “playing it safe”. Jeg blev den helt stereotype kliché.
Hende, der ikke tog nogen chancer. Hende, der hellere tilpassede sig sine omgivelser. Pleaseren. Panelpigen, Stræberen. En vaskeægte 13-talspige.
(Nej. Jeg ville ikke være en 12-talspige. Jeg ville være en 12-talspige m. det lille ekstra sprinkle).

På alle områder gik jeg efter det sikre og ordinære i livet, og ville bare “passe ind” og gøre alt det rigtige. Være normal.

 

Det har gjort, at jeg idag har et helt almindeligt, tenderende til kedeligt og nogenlunde fungerende hverdagsliv, der ligner de fleste andres.
At mit hår er kedelig langt og brunt og at jeg ikke har krydderen fuld af piercinger eller tatoveringer på hele mit blegfede hylster – selvom jeg synes det ser herrefint ud.
Og det er jo selvfølgelig ikke noget at kimse af, bevares.
Det fik mig jo langt at spille sikkert. Meget længere end jeg selv havde spået.

Men jeg føler også nogle gange, at jeg er gået lidt for meget på kompromis, for ikke at træde nogen over tæerne.
Hvis jeg tidligere var i tvivl, gjorde jeg altid det mest fornuftige.


I min dybeste krise i 2017, blev jeg en aften ramt af lige præcis den opgivelse, som hovedpersonen i den her film bliver ramt af.


Jeg havde fået nok.
Jeg følte jeg havde forsøgt at gøre alt det rigtige og alligevel havde jeg fejlet som menneske. Big time.
Så tænkte FuckIt, og opfandt mit alterego:
Ella, som gav mig friheden til, at være hamrende ligeglad m. konsekvenser for en stund.

Det.var.befriende. 

Og, bagefter, også en smule skræmmende.

Men mest af alt opdagede jeg på det tidspunkt, at det ikke var så livsfarligt at give lidt slip på formerne.
At det var okay at gøre noget af det, jeg rent faktisk havde lyst til, uden at skulle analysere på samtlige mulige (og umulige) konsekvenser for alle andre involverede på forhånd.
At jeg ikke behøver at tænke på alle andre.


Omvendt er jeg også 100% sikker på, at en af de vigtigste værdier jeg lever efter er – og altid har været – at være et ordentligt menneske, som netop tænker på andre – og hvad andre tænker.

Det postes ofte derhenne i Instaland, at man skal mærke efter i sig selv og lytte til sin mavefornemmelse – og gøre det man selv vil.

Og at man ikke skal dømme andre eller lade andres fordømmelser standse en.

Men jeg vil vove at påstå, at det nok ikke er helt rigtigt i alle tilfælde, for hvis vi alle blot lyttede til (hver vores) Ella, ville vi sikkert komme til at skade hinanden m. vores egoistiske adfærd. Vi er nok nødt til at have hinandens værdier og bedømmelser som rettesnor til at “holde os i skindet” – på den måde kommer vi ikke til at tisse i en andens bil, bare fordi vi lige får lyst til det!

(ja okay, spøjst eksempel. Men se evt. filmen, hvis det ikke lige giver mening).

 

Derfor må der – som m. alt andet i min optik – søges en eller anden form for balance.

 

En slags ligevægt mellem Super-Ego og Id,

hvis vi taler noget Freud, you know.

 

Førhen var der så absolut ingen balance.
Alt var dikteret af normen.

Så det var en sund opdagelse, at jeg ikke hele tiden behøver lytte til englen på den ene skulder og bare blindt følge masserne, men at det fakkertalt kan være gavnligt at lytte til den lidt frækkere englebasse på den anden skulder, som er drevet af lyst.

Det var retti’ sundt for mig, at sige FuckIt og komme ud af min comfortzone. 

Det krævede godt nok, at jeg nærmest skabte et andet jeg, for at nå til den erkendelse, og det lyder en smule skizofrent, I know!

Men jeg bruger det til tider stadig- det trick.
At spørge mig selv, WWED? #WhatWouldEllaDo.
Og believe you me. Ella kan være skingrende skør, så jeg holder hende i kort snor.
Men hun får lov at komme med idéer nu. Det har hun fortjent, for hun har i den grad beriget mit liv.
Jeg blev fx massør. Både fysiurgisk og terapeutisk.
Jeg startede briksen – for real.

Mit mindset og liv er blevet udvidet m. en helt ny verden, jeg er klar til at gå på opdagelse i.
Jeg startede bloggen.

Alt sammen uden egentlig at kende (for-)målet.

Jeg havde bare lyst til det.

Faktisk bruger jeg det ikke kun “til tider”. Jeg forsøger at have begge mine sider i spil nu og ikke bare blindt følge mit barndomsmønster – eller angsten, for den sags skyld. 

 

Hvornår har du sidst lyttet til din Ella?

Så længe det ikke er til skade for andre – så overvej lige at lytte til hende.
She can be a life changer.

//A

1 Comment

  1. Pingback: Ud af vinduet – DenSkæveBriks

Comments are closed.