*FYI: Eventuelle links virker måske ikke under re-runs*

Outbackbitches on the go

Der sad 3 Vetter i en kano.

Det kunne sagtens lyde som indledningen til en god joke, men uanset, hvor ufatteligt det end lyder, så gik det faktisk morderligt godt!

I et anfald af letsindighed kom jeg til at lade mig overtale til et social arrangement af de helt slemme.

Yup.

En naturoplevelse m. rig mulighed for at lide druknedøden i noget åvand, fordi Nogen havde fået den idé, at det måtte være gudsjammerlig lykkeligt at flyde fra “vejbro A” til “vejbro C” som fuldblods-idioter i en sardin-æske og høj promille.

Jeg indrømmer det blankt.

Jeg havde overhovedet ikke set frem til den her tur, og selv da vi stod foran kanoerne overvejede jeg, om ikk’ jeg måske havde et lillebitte brud et eller andet sted i osteologien, så jeg kunne slippe udenom. Men det havde jeg jo ikke, og “what doesn’t kill you…” og alt der andet hejs, som Man skal lægge øre til i den her verden… Så. Op i dødsfælden, og ned i åen m. Bambi, der inderligt ønskede, at vandet var blevet til is i sommervarmen.

Men tju hej, hvor det gik. Startede på prinsessepladsen mellem Babe og Barbie, som padlede fra kant til kant i lange seje ryk. Og morede mig gevaldigt over at se babe’s skuldre danse op og ned, når det gik op for hende, at hun var på vej i hegnet sivene.  Efter en shot-pause, hvor den gule gajol blev reddet op fra dødsdybet, og hvor den blå blev sat for munden, padlede vi videre i samlet flok, indtil DieDamen pludselig måtte op på noget bred og gå på hug.

Slog selv knude på blæren – for selvom jeg endnu ikke var død af det der natur, så var jeg bestemt ikke klar til at flashe mine ædlere dele for den. Men det var et kosteligt syn – trods alt.

Tilbage i dødsfælden sprang jeg ud som ægte bagbordsindianer – the non-sexual-way, vel at mærke. Babe røg en tur i prinsessestolen og Barbie gik i spidsen. Og så gik det ellers bare derudad. Snart var vi kommet så langt foran, at vi besluttede os for, at holde ind til siden og vente på resten af flokken, mens vi afklarede verdenssituationen i store vendinger.

Da vi blev indhentet, havde 3 kanoer været en tur i åen – på den forkerte måde – og der var en enkelt kano, der var sakket så langt bagud, at Man nærmest troede der var gang i en eller anden mystisk form for genoplivning.

Ved næste vejbro (Vejbro B), var der igen tisse-pit-stop, og nu begyndte de andre at lægge skumle “Wet Vet girls”-planer.

Derfor sprang vi igen i æsken og oksede derudad. Mellemleder Hejnsvig og Staldens sejeste tapper (Hende, der også måtte trækkes med mig i den her situation), var imponerende dygtige til det der kanoræs, og indhentede os gang på gang. Heldigvis havde Frk. Tapper glemt at slå knude på sin blære, og derfor var vi de første som, efter aaaaalt for mange kilometer, krøb op af græsset ved “Vejbro C”, med alt for lange arme og søvn i ballerne.

Det.var.sjovt.

There. I’ve said it.

Hyggede mig kolo-enormt meget, selvom det var midt i naturen (som jeg hader) – ude på en å (som jeg frygter) – i bragende solskin (som brænder ) og m. en lille fjer på (som heldigvis blev v. m. at være lillebitte på hele turen).

Om aftenen sad vi alle – selv Take-that-Thomas og mellemleder Hejnsvig – og nød en go’ gang grill – og så skete det mærkværdige, at den blå gajol igen røg i plastikkruset, og hældt direkte i løgneren. Opdagede for sent, at det kun var Babe og Jeg, der havde gang i alkoholen, så drak bare videre, og var hverken helt eller halvt ædru, da jeg ramlede ind ad døren derhjemme, m. et fjoget grin og bemærkningen:

“The outback bitch is back!”

Igår var arme og skuldre toltalt bustede, og aftenens combat-træning, hvor målet var at kick-ass’e og knock out’e den usynlige fjende, har ikke ligefrem bragt mere energi ind i ligningen. Trods det, har Nogen været dumme nok til at melde sig på en omgang  i morgen tidlig.

Stakkels Nogen.

Det må da blive den visse død…?

Udgivet 20.08.2012

KanO

Sidder lige her i sofaneseren, for en kort bemærking, og bliver en lille bitte smule pigesur over kanal5 – der sender et doku-program m. JanusWhatever som på vaskeægte Kåre-Sand-wannabe-manér går i spagat over,  hvor synd det er for de kriminelles pårørende… alt det,  de skal igennem for at få tid med deres far/husbond,  som udtaler sig om,  at han synes det er forfærdeligt besværligt og frygteligt synd for børn og  “fængselskonen”, som hun kaldte sig… men det er jo hans egen skyld…? ligesom det er min egen skyld at jeg ikke har sovet i nat – fordi Man ikke egner sig til at lege some kind of Vildkvinde m. Begge ben i naturen!

Å-kay åkay… så får du hele historien.
(Semi-)Kort fortalt, for Man skal ligesom hen i det der arbejdsmiljø og tosse rundt i morgen.
Har været på kanotur m. AK47. Og det var bestemt en succes! 
Skide hyggeligt at slingre fra Tjørring til Hodsagers Yllebjerg-shelter i Pigekanoen, mens vi skrålede til Par-kanoen: “Under den hvide bro, sejled’ en båd m. tooooo…” og “DUK JEEER!” til drengekanoen!
Det var skønt at ‘tælle broer’ (i mangel af gule biler) og grine når Nogen spurgte om vi mon var i Arnborg.
Det var sejt, at drengene overlevede trods hul i kanoen, som gav våde fødder.
Det var lækkert m. pit-stop i Nybro, hvor vi guffede Våde-Sandwiches ala SvimseBæstet, mens TanteAnja forklarede, at “den der var bagest ligesom sad bagude – og den der sad forrest, var foran- altså i stilling”.
Yup. That’s what she said.
Til stor underholdning for alle de andre på pladsen.
Det var skræmmende at blive indhentet af mindre tordenbyge m. lyn og dertilhørende Kæmpeskrald, men det varede heldigvis max 10 minutter – og så nåede vi frem inden megabygen ramte området og forvandlede Yllebjerg-pladsen fra plæne til sump – hvor et par toads fik en Tudemarie til at stå helt stille og skrige i panik – og en virkelig sej TanteAnja til at hoppe rundt og jage frøer væk – en enkelt fik en lille flyvetur ikke ulig denne – og tvang Tudemarie til at spendere aftenen m. røv på bord og fødder på bænk – da fødder på jord var udelukket. TanteAnja, Hunter og OnkelKK byggede udhæng og lavede mad af resterne af vores drikkevand, og kaffe af regnvand, mens Tudemarie tissede i brændeskuret, fordi vandrelokum ikke var acceptabelt til popo’en.
Skidelækkert at se børn&unge bygge totempæl af ting de kunne finde – endda m. iver og gå-på-mod, som om Man ikke lige havde knoklet rundt i en kano de sidste 7 timer.
Alle de andre klarede simpelthen de 31 kilometers kanotur + aftenen på pladsen til UG, så Man følte sig en lillesmule åndssvag og latterlig, da Man krøb i seng/shelter og begyndte at tude (igen) fordi Hunter havde slæbt den forkert hængekøje med og som derfor var helt og aldeles ubrugelig som “beskyttelse mod dyreverden”… og sådan fortsatte Tudemarie så die ganze nacht, og panikkede ud over hele shelteren i kortere eller længere perioder. Så Hunter til sidst truede m. at tilkalde Faf to the rescue…. men dét ville Man alligevel ikke tillade sig at byde nogen – heldigvis!
For havde åbenbart oplyst forkert afhentningsadresse, som Faf og Svimse fandt op til flere gange i morges, i løbet af en times tid – inden de fandt Hunter på hovedvejen ved den korrekte adresse 4 km. derfra, og fragtede hele banden hjem i B23, hvor vi hyggede m. rundstykker og fejrede Hunters og Thamildes fødselsdage.

(Hvem Thamilde er? Jamenehm… det er den anden del af par-kanoen, den del, som altså ikke er Yngstebror LK, og som ikke er hende dér Tudemarie.)

Anywho. Man er selv skyld i, at Man sidder m. poser under øjnene og irritation over at Man ikke kan styre Angsten, Man kunne jo bare lade være m. at deltage – men altså. Så havde Man heller ikke fået en god oplevelse m. familien – en masse minder om en helt særlig tur – så ja. Det er synd for de pårørende – når Man træffer et valg, der påvirker dem… men når valget er taget, så må det bare være sådan. Og det må JanusSand og de kriminielle pivedyr altså bare se at deale med.

Hvor der træffes et valg, følger en konsekvens.
That’s just the way it is!

Og Hunter valgte mig, så så må han ligesom deale m. mig i alle sindstilstande.

Heldigvis, er han efterhånden ret god til at håndtere og navigere rundt i mine humørsvingninger, og Man priser sig självklart lykkelig over, at han endnu ikke er flygtet fra DamenMedDenAltForÅndsvageFantasiDerSpinnerAltForMegetUdAfKontrol.

Nå, men efter 3 hårde dage m. 2x fødselsdag, 31 km i kano og 1 frygtelig masse oprydning/pakning/udpakning og besøg, er det tid til at komme i laderen.

(Udgivet 24.07.2016)