Hvis du er helt stille…

kan du måske høre, hvad du selv tænker?

Tilbage ved tasterne, og mange tanker er røget igennem siden sidste punktum.

Jeg kører lydbog/podcast i bilen på vej til Aarhus, og i dag var det ord, fra Svend Brinkmann, der fyldte bilen.
Han taler om at stå fast.
Om at vi i dag har “fødder” der konstant er i bevægelse og ikke -som i gamle dage- “slår rødder”.
Og at den tendens er stressende, fordi det betyder, at vi konstant skal udvikle os og hver gang vi når frem – så er vi allerede på vej videre.

Det giver god mening for mig.
Jeg er en af dem, der konstant søger at forbedre mig.
At opleve nyt. At lære nyt. At blive bedre til det jeg allerede kan og ved.
Det gør jeg fx ved at læse/lytte til bøger, se dokumentarer og lytte til podcasts. 

OMG!
Som Julie ville have slynget efter mig i det toneleje, som kun en vaskeægte teen kan udtrykke sig med.
Hvor lyder jeg i grunden som en kedelig kiks. Er nok lige nødt til at indskyde, at jeg ikke tror jeg er så trist at være sammen m. herhenne i virkeligheden, som det godt kan lyde til? 

Men jeg er og bliver en sucker for nyt.
Jeg har fulgt mange spændende profiler og personer henne i Instaland- men de sidste par år, er jeg også begyndt at følge med hos dem, jeg netop ikke er helt enige med eller ikke helt forstår. For at udvide min horisont. For at få et indblik i, hvordan man også kan anskue verden på. Og for at blive lidt mere skarp på mine egne meninger, holdninger og argumenter.
Jeg har ændret holdning på flere områder, fordi argumenterne jeg blev præsenteret for, simpelthen var bedre, end dem jeg selv kunne finde frem.
Jeg blev klogere. Også på emner, jeg havde en masse viden om – men hvor jeg måske manglede et andet perspektiv.

Curiosity killed the cat.
Jeg er stødt på mange superseje mennesker fra instaland.
Også herhenne i virkeligheden. 

Den anden dag var jeg forbi en af dem, der har været på en utrolig rejse. En jeg har fulgt længe og som nu er noget mere spirituel end jeg.
Jeg havde booket en tid til noget BodyWork Dearmouring.
En 2-3 timers session m. en behandlingsform, jeg ikke anede, hvad var. 

Jeg er i bund og grund, meget lidt spirituel, men havde aftalt m. mig selv, at jeg skulle gå til behandlingen m. et åbent sind. 

Og jeg lovede at give mig hen til behandlingen så jeg fik mest muligt ud af det.
Da jeg kom til lejligheden følte jeg mig nervøs og spændt – men ikke angst. Jeg havde selv lige givet en times #HotStoneMassage, så mit nervesystem var i god balance, og jeg følte mig straks i gode hænder. Jeg fik lige lov at “lande” inden vi satte os til rette på madrassen på gulvet. Efter en kort indledende snak – særligt omkring vejrtrækning – gik behandlingen igang. Og overraskende nok, var der en hel del af mine egne teknikker, som jeg har hentet på diverse kurser. Det var lidt en langsom kombi-behandling sammensat af elementer fra begge mine uddannelser, pulserende massage, stræk og bindevæv – kombineret m. stort fokus på vejrtrækning, der mindede mig om min tid med bl.a. medi-yoga.

Efter
Da behandlingen var forbi, var jeg positivt overrasket over, hvor meget jeg havde fået ud af den. Min krop føltes tung og let – og alle tankerne kørte i et lidt lavere gear, Jeg kan bedst beskrive det som følelsen efter en reel bindevævsmassage m. running cup. Selve behandlingen var ikke ren afslapning – til tider ramte jeg de højere tal på smertebarometeret, så jeg kom på arbejde m. min vejrtrækning og på den måde fik dæmpet smerten. Det lyder måske voldsomt, men som bindevævsmassage, så føles det godt og rart – bagefter.


Jeg kunne når som helst have sagt fra, og blev flere gange spurgt og guidet, men jeg fornemmede ikke det var nødvendigt for mig at sige fra. Om det var noget m. min manglende grænsesætning eller blot fordi jeg ville have “hele oplevelsen med”, har jeg ikke spekuleret nærmere over. Jeg har i stedet fokuseret på at jeg uden problemer kunne ligge stille så længe – og i kortere perioder også være helt i ro mentalt.

#WhatEverWorksWorks
Min frygt for, at det ville blive “for spirituelt” for mig blev gjort til skamme.
På ingen måde oplevede jeg “noget hokus pokus”, som mine fordomme ellers havde forberedt mig på.
Vi talte om det bagefter og blev enige om, at det jo ikke “gør ondt” hvis man får healing eller hva’nu det ellers kan være.

Så det gjorde ikke skade- og jeg mærkede det jo som sådan ikke. 

Måske det virker – måske ikke,

Det er ikke til at sige.

Som jeg har sagt før: #WhatEverWorksWorks.
Det er op til den enkelte at vurdere, hvad de får mest ud af. 

Jeg er glad for at jeg prøvede det , min nysgerrighed slog kun mine fordomme ihjel- og jeg kan sagtens se, hvordan behandlingen rationelt set kan være gavnlig for den “låste og spændte” krop – det er ikke en behandlingsform jeg selv kommer til at gå til fast – men det er en udemærket måde at komme “i ro” på.

For mig at se, gav det mig lidt samme mulighed for, at få sat hælene i og finde ro til at få trukket vejret dybt, som en tid på #DenSkæveBriks.
Og i den her verden, hvor vi konstant har gang i fødderne – så er det fornuftigt med en time-out.

Gør du mon noget for at stå stille og reflektere? 

 

//A