“Everyone you meet is fighting a battle you know nothing about.
Be kind. Always.”

Brad Meltzer

Ved godt, det lyder lidt mystifystisk, sådan at blive bedt om at vise sin skumfidus frem.

Men hæng lige på. Det har netop været en kæmpe revelation for mig, at få det det “gjort tydeligt” på den her måde:

Hvad er der lige med dig og de der skumfiduser?

Jo, lad mig prøve at forklare: 

True story fra sidste lørdag, hvor vi skulle lave et oplæg til Niece-Frejas konfirmation, og valgte et tema, der passede så fint til den grønne pigespejder. 

“Er du en god spejder?”
og som i ethvert eventyr var der selvfølgelig 3 tests. 

Første test var skumfidustesten, hvor hun dystede mod Julie.
Til at starte med, testede vi hvor mange skumfiduser Julie kunne have i munden.
Overraskende nok lykkedes det hende faktisk at stoppe hele 5 skumfiduser ind i gabet!

Og vi andre nød det korte øjeblik, hvor hun ikke ævlede løs, men stod der med savl og snasket hvidt skum i mundvigene.

Og så blev det Frejas tur og hun blev spurgt, hvor mange hun troede hun kunne klare.
Selvsikkert proklamerede hun, at hun i hvert tilfælde kunne klare 7!

Og nu afslørede vi jo så, at Frejas skumfiduser altså ikke bare var den regulære størrelse skumfidus, som Julie havde fået.
Det var i stedet XXL-skumfiduser.

Og selvom tøsepigebarnet ligesom godt kunne regne ud, at 7 måske ikke længere var et plausibelt mål, så gik hun alligevel i krig med et smil på læben – men hun måtte give op med nr. to skumfidus hængende halvt ude af kæften. 

Efterfølgende var der endnu 2 tests, hvor vilkårene for Freja var væsentligt anderledes end konkurrentens, men dem får du ikke nu – for pointen er ganske den samme:

Vi har allesammen forskellige vilkår, som vi skal fungere under. 

Nogle får små skumfiduser,
nogle får almindelige skumfiduser
– og andre får giga-store skumfiduser.

Det er ikke retfærdigt – men det er livet jo sådan set heller ikke. 

Og netop derfor kan og skal man ikke sammenligne sig med andre (eller dømme andre!) – for man ikke kender størrelsen eller formen på deres skumfiduser. 

Skumfidusen ved at have dét i mente, hjalp mig fx gennem gårsdagens træningsforsøg.
Sad der i noget dødsmaskine nærmest uden vægte på, og følte mig ualmindelig fjollet når jeg nu tidligere har været i stand til at løfte mere end 3 gange så meget- altså #PræProlapser.
Måtte blive ved med at minde mig selv om, at jeg jo havde fået en anden størrelse skumfidus prakket på siden sidst jeg sad i den maskine, og at jeg måtte arbejde med det vilkår, præcist som min skønne niece, der jo blot gik i gang m. sin opgave (næsten) uden brok.

– og lucky me, så bliver lige netop dette vilkår altså ikke ved med at fylde så hulans meget som lige nu.

Der er forskel på fiduserne.

Ikke alle skumfiduser, kan ændres på, gennem livet.
Ikke alle, er så nemme at sluge på een gang. (Så må Man tage en bid af gangen.)
Ikke alle er lige lette at dele med andre. (Men det gør det en del lettere at sluge de store skumfiduser, hvis de deles.)

To share – or not to share?

Da jeg sad der på dødsmaskinen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad #DeAndre mon tænkte om mig (FYI, de tænkte velsagtens ikke noget – alle havde sikkert lige så travlt med sig selv som jeg havde.) Ja ja, jeg ved godt jeg skrev længere oppe, at man ikke skal sammenligne sig med andre – men det er vist en iboende tendens Man ikke helt kan undgå, tænker jeg. Når jeg gør det – prøver jeg at være god ved mig selv.
Få øje på skumfidusen og anerkende, at det ikke er mig personligt, den er galt med.
At det er skumfidusens skyld! Og forsøge at hitte ud af, hvordan jeg skal spise den smartest.
Måske er det i virkeligheden alle de skumfiduser, der har gjort mig tyk?

Jeg havde lyst til at vise dem allesammen min skumfidus for, at de kunne forstå.
For at de kunne se de vilkår jeg havde at arbejde under.
For at de kunne anerkende min store indsats under byrden af den forstørrede skumfidus.
(Forestiller mig noget m. stående applaus – er det mon for meget forlangt?)
Nå, men besluttede at Man jo ikke kan sidde der og gjalde op om sine skavanker.
Selvom diskusprolapser er en af de lette skumfiduser at dele med omverdenen.
Fordi den er fysisk. Den er til at “tage og føle på”. Og så bliver det lettere at dele. 

Det er straks sværere at dele de, der mere usynlige. 

De, der ikke altid kan ses – men bestemt kan føles.
De, der rammer ned i skamfølelsen og mindreværdet.
De skumfiduser jeg vil forsøge at få sat ord på her.
De skumfiduser jeg har lyst til at dele med dig.
Af samme årsager som tidligere nævnt.
         (Behøver ikke den stående applaus – det var altså bare for sjov)
Jeg vil dele det med dig, ikke bare for, at du kan forstå og anerkende min indsats.
Men også andres indsats – og ikke mindst: Din egen!

For vi ramler alle ind i de her’ns store skumfiduser. De er alle relative. De kan ikke sammenlignes.
Det, der er en stor skumfidus i min verden – er ikke nødvendigvis en stor skumfidus i din.
Det afhænger i stor stil af, hvilke andre skumfiduser man har fået kastet efter sig gennem siden levetid
– og hvordan man har forvaltet dem.

Hvis man føler at en skumfidus er stor for én, så er den det!

Så alle har en rygsæk fuld af skumfiduser.
De kan have nogen, der er er svære at få spist, delt eller på anden vis forholdt sig til.
Hvis du kender en, der er ved at blive kvalt i en skumfidus – stor eller lille eller bare alt for mange små- så be’om evt. om en bid.
Det kan være noget så simpelt som, at lægge øre til eller blot et tilbud om at lægge øre til.
Og hvis du selv er ramt af en – så del den. Sig det højt.
Måske til en du kender?
Måske til dig selv?
Eller måske til en professionel?

Hvis du har læst hertil – så tak!

Hvilke svære omstændigheder kender du til?
Del gerne nogle eksempler på skumfiduser i kommentarfeltet herunder eller på instagramopslaget på @denskaevebriks. 
Det behøver ikke være dine egne. 

//A